Bedste hilsner
Presseansvarlig for René Holten Poulsen (22 28 77 23)
Tilbageblik
En frisk lille reminder om hvad det hele handler om, og hvor det hele startede: For nogle uger siden sad jeg og stenede på Facebook. Der dukker et link op til en side, hvor de seneste fire OL-finaler på K1 1.000 meter ligger.
Vi kom hjem fra Florida efter træningslejren 2011. Den 22. december sætter jeg mig på maskinen, jeg er stadigvæk jetlagged og føler mig meget træt. Jeg brager min absolut bedste test af nogensinde. BUUUM! Det var med et program ledende op til den test, som jeg selv havde skrevet. Ingen fancy ting og sager, bare gode gamle klassiske programmer: En del træning med de norske drenge og 195-210 km om ugen. Det er det, de i kajakverdenen ville kalde for "Maribo-træning".
Henover julen fik jeg ondt i ryggen - den slags ondt i ryggen, hvor man ikke kan sove med mindre man ligger i den PERFEKTE stilling, og flytter din storetå sig, så vågner du med MEGA smerter. Hassan Torabi er nok en af de bedste man kan komme i nærheden af, og to behandlinger på fem dage henover julen, og jeg var klar igen. Jeg takker Hassan samt hans datter for deres evner. Jeg er dybt imponeret.
30. december: Hyggetræning + maxtest. Her undrer jeg mig over, at jeg uden at have lagt energien i styrketræningen kan præstere mit stærkeste nogensinde. Bemærkelsesværdigt. Motivationen svandt en smule med januars kulde og grå vejr, og jeg fik ikke løbet så meget, som jeg ønskede. Dog fik jeg roet meget mere ergometer og meget mere på vandet, end jeg havde planlagt. Så det gik lige op med den undtagelse, at jeg vejede 97 kg da jeg kom til Sevilla den 5. februar.
Sevilla blev ikke helt, hvad jeg satte næsen op efter, men det var god træning alligevel. Jeg kom hjem i 95,7 kg og nogle laktater, der afspejlede, hvad jeg vil mene er mangel på træning i 65-75 % af din VO2max. Første uge i Florida fik jeg banket en masse kilometer ind i bogen. De efterfølgende to uger havde jeg lidt ondt i skulderen, men ikke noget der kostede noget i træningen, på trods af den store volume. Ugen efter var en lettere uge med test. Fine tests, men det var svært at vide om det er godt eller skidt, da der er strøm på kanalen. Så blev jeg syg, og der gik næsten en uge før jeg kom ordentlig ovenpå igen.
Til Copenhagen Spring Regatta vandt jeg 500 meter og K4 1.000 meter, men Eirik Veraas Larsen slog mig i K1 1.000 meter. Jeg hader at tabe, så jeg var naturligvis utilfreds med resultatet, men det er først til OL jeg skal ro rigtig hurtigt.
Det er til den første world cup i Poznan den 18.-20 maj, at jeg skal sikre min plads i K1 ved OL.